Kategori: Ikke kategoriseret

Stillingsopslag: Jurist til STV Production A/S

JURIST TIL STV PRODUCTION A/S

STV Production A/S søger en jurist med viden om rettigheder og aftaler i mediebranchen, til at understøtte dialog og forhandlinger med rettighedshavere, leverandører og kunder.

Du kommer til at arbejde med mange typer af rettighedsaftaler indenfor tv- og filmproduktion, herunder aftaleret, ophavsret, kollektiv og individuel ansættelsesret mm. På sigt vil du også skulle supportere vores juridiske rådgivere i vores afdelinger i hhv. Norge og Sverige, samt bidrage til vores internationale engagementer vedr. bl.a. formater, licensing og distribution.

Du vil referere direkte til produktionsdirektøren/COO, men vil også have indgående arbejdsrelationer til produktionschefen og produktionsledergruppen.

Du har en juridisk uddannelsesbaggrund fx ba. eller cand.merc.(jur), ba. eller cand.jur. eller tilsvarende.

Du har erfaring indenfor forhandling, aftaleindgåelse og kontrakthåndtering. Du er selvstændig og kan lide at arbejde i et kreativt miljø med højt til loftet.

Ønsker du at få uddybet ovenstående er du velkommen til at kontakte produktionsdirektør/COO, Jens Villebro på 20601089 eller jens@stv.dk.

OM STILLINGEN

Arbejdsstedet er København eller Odense efter aftale.

Stillingen er på fuld tid, men med mulighed for deltid efter gensidig aftale.

Løn efter aftale.

Tiltrædelse snarest mulig.

Ansøgning samt CV sendes til produktionsdirektør/coo, Jens Villebro jens@stv.dk senest den 31. maj 2021. Samtaler gennemføres løbende.

Vi ser frem til at møde dig.

OM STV

STV Production A/S er et af Danmarks største uafhængige tv-produktionsselskab med afdelinger i Norge og Sverige. STV producerer bl.a. Aftenshowet, Klassen, Lykkehjulet, Krejlerkongen, Fede Forhold, Børnelokkerne, Forelsket i en morder og Danmarks Indsamling.

STV henter dokumentarprofil fra TV2

Efter sommerferien starter journalist Nils Bomann som producent i STV’s programgruppe med fakta- og dokumentarprogrammer som særligt fokus.

Nils Bomann kommer fra en stilling som redaktør i TV 2s Dokumentar- og Aktualitetsafdeling, hvor han blandt andet står bag succeser som ’Rejseholdet – jagten på en morder’ og ’Thulemysteriet – kvinden der forsvandt’. Derudover har Nils Bomann bred erfaring med produktion af faktaprogrammer, herunder en årrække som redaktør på Kriminalmagasinet Station 2.

“Vi er meget glade for at kunne byde Nils velkommen i STV-familien. Crime og Dokumentar er blevet en mere og mere vigtig del af STV’s portefølge. Med Nils får vi ikke bare en meget kompetent journalist; men også en mand med et solidt kontaktnet i hele landet og erfaring i både at udvikle programmer og lede redaktioner. Og så er det altid dejligt med endnu en fynbo – Nils kommer til at dele sin tid mellem Odense- og Københavner-kontoret”, udtaler programdirektør Maria Thastum.


”Jeg glæder mig meget til at kaste mig over de lovende projekter, STV allerede har i støbeskeen, og til at udvikle nye programserier sammen med mine kommende kolleger. Det er en unik mulighed og spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til”, siger Nils Bomann.

Nils vil i det daglige referere til programchef, Jonatan Jerichow. STV er Danmarks største uafhængige TV-produktionsselskab. STV har datterselskaber i Norge og Sverige.

Yderligere kommentarer:

Maria Thastum, maria@stv.dk, 40845454

Fede Forhold vinder TV-Prisen 2021 for Bedste Factual Entertainment

Fede Forhold, DR1, vandt TV-prisen 2021 for Bedste Factual Entertainment over et stærkt felt af flotte konkurrenter.

STV er i gang med at producere tredje sæson af det originale parforholds- og livsstilskoncept til DR1, som har præsteret at blive en af de største stream succeser i Danmark. Også udlandet har vist stor interesse for det nyskabende og underholdende format, hvor Big Love indtil videre er solgt til 8 lande.

Udviklingschef STV, Birgitte Koefoed, udtaler: “Det er lykkes med en klar og væsentlig præmis om kærestekilo, at få lov til at komme helt tæt på parforholdets magelighed og for de fleste genkendelige kærligheds- og livsstilssituationer. Et superrelevant emne, som alle kan spejle sig i og som tager fat om et samfundsproblem, som er universelt. Holdet bag: Camilla Karlslund, Morten Sønniksen, Julie Elmquist, Simon Jeberg, Per Tapdrup og jeg er meget stolte og glade for branchens anerkendelse af Fede Forhold og formatets potentiale”.