Nyheder

STV udnævner ny Head of Live & Events

Julie Mabeck er ny Head of Live & Events hos STV, hvor hun hidtil har været redaktionschef på en række store, direkte produktioner, herunder ‘Danmarks Indsamling’ på DR1 og ‘Danmark planter træer’ på TV 2. I sin nye rolle får Julie Mabeck til opgave at styrke og sikre kvaliteten i STV´s live- og eventproduktioner. 


“Julie er enormt ambitiøs og kreativ og det bærer hendes produktioner altid præg af. Hun har været med til at forny ‘Danmarks Indsamling’ og på bare to år har Julie været med til at samle mere end 200 millioner kroner ind til verdens fattigste. Hun har bidraget til at gøre Danmark en million træer rigere i ‘Danmark planter træer’ og hun har stået i spidsen for at fejre Genforeningen i Sønderjylland og Dronningens 80 års fødselsdag. Derudover er Julie en meget dygtig leder, der formår at skabe tryghed og få det bedste ud af sine redaktioner. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Julie i hendes nye rolle, og der er spændende produktioner på vej.” siger programdirektør i STV, Jonatan Jerichow.


Julie Mabeck: “Mit hjerte banker for live og event-tv, så man kan roligt sige, at det her er en drømmestilling for mig. Jeg glæder mig helt utroligt meget til at arbejde endnu mere fokuseret med udvikling af live og event-genren sammen med alle de gode, dygtige mennesker på STV. Den tillid og tiltro, STV har vist mig siden dag ét, har været ret enestående, og jeg er stolt af at kunne bidrage til vores fælles ambitioner om at lave det bedste og vigtigste tv inden for genren.” 


Julie Mabeck har været hos STV siden 2019 og var inden da blandt andet redaktionsleder på Aftenshowet på DR1 samt redaktør på flere event-programmer på DR. Julie Mabeck vil også fortsat fungere som redaktionschef på forskellige produktioner.