Nyheder

STV UDPEGER TO NYE DIREKTØRER

Maria Thastum stopper på STV

Programdirektør (CCO) på STV, Maria Thastum, stopper på STV efter ti år på posten. Maria Thastum startede i STV efter ti år på SBS (det nuværende Discovery), hvorfra hun kom fra en stilling som underholdningschef. Maria har været hovedkvinden bag STV’s programmæssige strategi og succes, herunder Aftenshowet (co-produktion med Bermuda) samt prisbelønnede Klassen, som var startskuddet til STV’s fiktionsstrategi og fundament for en skandinavisk ekspansion.

“Det har været ti fantastiske år på STV, hvor jeg sammen med en række dygtige mennesker har været med til at gøre STV til et af Danmarks største uafhængige selskaber. Det er lykkedes i en sådan grad, at jeg ikke rigtig længere syntes, der var så meget at kæmpe for og jeg følte egentlig også jeg mest af alt var en forhindring for tiltrængt forandring. Så er det tid at komme videre – det var nogenlunde den samme fornemmelse, jeg havde, da jeg forlod SBS. Jeg er meget glad for, at vi skilles som de bedste venner og jeg glæder mig til at følge STVs udvikling de kommende år” siger Maria Thastum.

”Jeg er rigtig ked af at måtte sige farvel til min gode kollega Maria Thastum efter mange års fantastisk samarbejde. Jeg er dybt taknemmelig for den enestående indsats, hun har ydet for STV og det enestående kreative team og hus, hun har været med til at opbygge.” siger Adm. direktør René Szczyrbak.

To nyudnævnelser i STV

Birgitte Koefoed og Jonatan Jerichow træder ind i STVs direktion, hvor Birgitte Koefoed bliver kreativ direktør (CCO) i en nyoprettet stilling og Jonatan Jerichow bliver ny programdirektør (CPO).

Birgitte Koefoed kommer fra en stilling som udviklingschef i STV og skal fremover være øverste ansvarlige for selskabets udviklingsindsats og udvikling af formater, derudover skal hun arbejde med den kreative strategi i tæt samarbejde med ledelsen i STVs svenske og norske datterselskaber.

Jonatan Jerichow kommer fra en stilling som programchef og bliver ny programdirektør og får dermed det formelle ansvar for STVs programvirksomhed.

”Birgitte og Jonatan har været afgørende for, at STV er, hvor det er i dag og de er begge bredt anerkendte i branchen for deres kreativitet, dedikation og professionalisme. Birgitte og Jonatan kommer fra helt centrale stillinger, de sidder i selskabets programledelse og det har længe været planlagt, at de skulle træde ind i direktionen. Den forandring kommer derfor helt naturligt nu.” siger adm. direktør René Szczyrbak.

Selskabets programledelse udgøres foruden Birgitte Koefoed og Jonatan Jerichow af viceadministrerende direktør Daniel Svarts.