Nyheder

Indsamlingsshowet ’Hjælp nu’ leverer fantastisk flot resultat

Da DR og TV 2 i september 2015 gik sammen om at lave indsamlingsshowet ’Hjælp nu’ til Syriens flygtninge, var det med STV som producent. Resultatet blev flotte 86 millioner kroner.

Efter bare 11 dages intens forberedelse gik STV’s store produktion til DR og TV 2 i luften søndag d. 20. september 2015 med Københavns Lufthavn som location. Showet var et fælles samarbejde mellem de to tv-stationer, og bød  på ekspertinterviews, underholdning fra en række danske musikere og ikke mindst rapportager og øjenvidenberetninger fra flygtningelejrene omkring Syrien.

Danskernes mange donationer blev til i alt 86.271.606 kroner, og kommer fra både privatpersoner, virksomheder og fonde, som kunne vælge at donere via sms eller ringe til showets callcenter, hvor et hold af kendte danskere sad klar til at notere beløbene. De 86 millioner kroner går til katastrofeområderne i og omkring Syrien, og bliver fordelt mellem 12 nødhjælpsorganisationer, som hurtigst muligt vil omsætte midlerne til hjælp i områderne.

På STV er vi stolte af at have været en del af produktionen fra vi fik opringningen for lidt over 11 dage siden, og til indsamlingens endelige resultat blev afsløret af de to værter, Cecilie Beck og Kåre Quist. Sidst men ikke mindst er vi stolte af den kæmpe indsats og det gode samarbejde, der har været fra alle involverede.

– Tak til hele holdet for et fantastisk show og til danskerne for det flotte, flotte resultat!

Du kan læse mere om Syrienindsamlingen her.