Nyheder

Ny sæson med Janni & Karsten

Den står på latter, drama, skænderier og endnu flere af Karstens uforglemmelige guldkorn, når den famøse reportageserie om milliardæren og Oddset-pigen fortsætter til foråret.

Første sæson sluttede, da Janni  Mathorne blev efterladt i Horserød Statsfængsel, hvor hun skulle afsone sin bedrageridom. Nu er Janni tilbage i friheden, forenet med sin store kærlighed Karsten Ree, og sammen skal de begge finde tilbage til hverdagen igen – som en hverdag nu engang ser ud i det mondæne Vedbæklund, der ligger på den rigtige side af Strandvejen.

Helt eksklusivt følger vi Jannis tid bag tremmerne i Horserød Statsfængsel, hvor tiden slås ihjel med fast arbejde i fængslets vaskeri, mens Karsten forsøger at klare livet alene på Vedbæklund i rollen som reservefar for Jannis elskede hunde Coco og Bugatti. Og vi er helt tæt på, når parret genforenes og atter skal forsøge at finde fodfæste i deres turbulente parforhold.

Derudover byder anden sæson også på en række uforglemmelige øjeblikke, som når Karsten for en sjælden gangs skyld spenderer tusindvis af kroner på juleshopping i London; når ”Sovse-Jørgen” pludselig er forsvundet; når Karsten agerer model i en erotisk fotosession arrangeret af Janni; og træd i Jannis fodspor, når hun lærer en helt ny betydning af at gå på jagt til Karstens årlige herre-fasanjagt på Kragerup gods.

Det – og meget mere – er alt sammen i anden sæson af Janni og Karsten på fri fod.

Serien har premiere den 3. marts 2015 kl. 21.00 på Kanal 5