Vores produktioner

Danmarks Indsamling 2017

Siden starten i 2007 har STV Production A/S produceret Danmarks Indsamling. I 2017 blev det store show afholdt i Svejsehallen på Refshaleøen i København.

Temaet var “Intet barn må sulte” og midlerne gik i år til 12 konkrete projekter, som bekæmper sult blandt børn i nogle af verdens fattigste lande.

Den 4. februar, kulminerede Danmarks Indsamling 2017  i det store indsamlingsshow på DR1. Verdens børn fik en stemme – fra de medvirkende værter, musikere og kendte i callcentret og ikke mindst fra de mange tusinde danskere, virksomheder og organisationer, som har engageret sig i og bidraget til indsamlingen. Da Mads Steffensen og Ulla Essendrop ved midnatstid takkede af fra Svejsehallerne på Refshaleøen, havde danskerne indsamlet mere end 90.061.627 kroner.

I 2017 er det 11. gang, Danmarks Indsamling afholdes. Siden den blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 959 millioner kroner, og hjulpet mere end 7 millioner mennesker til en bedre tilværelse. I 2016 samlede danskerne over 97 mio. kroner ind under temaet ’10 år mod fattigdom”.

Rytteriet var endnu en gang kassemestre og Christian Degn stod i spidsen for callcenteret. Aftenen bød på musik og underholdning fra blandt andre Tina Dickow, Christopher, Lis Sørensen, castet fra Spamalot, og Rune Klan.