Nyheder

’Snarky Puppy – Musikalsk masterclass’: Dokumentar til DRK

Hvordan lyder det, når 11 unge elever fra det rytmiske musikkonservatoriemiljø mødes til en Master Class med det legendariske musikensemble, Snarky Puppy?

Det, og meget andet, dokumenterer STV Production i en ny dokumentar til DR K, som forventes at komme på TV i slutningen af 2016.

Det er STV’s Kim Rasmussen og Peter Aagaard, der oprindeligt fik idéen om at fortælle historien om Snarky Puppy, efter at have været fascineret af bandet igennem længere tid. Sammen med STV’s erfarne dokumentarist, Carl Otto Dethlefsen, tilrettelægger og producerer de selv programmet, som bliver det første af dens slags. For der findes endnu ingen dokumentar om fænomenet Snarky Puppy på trods af bandets unikke koncept og sammensætning.

Men hvem er Snarky Puppy? Bandet blev dannet i Denton, Texas i 2004 af den dengang førsteårsstuderende, Michael ’Mike’ League og tre andre unge musikere. Ni DVD’er og albums senere er bandet vokset til et kollektiv på næsten 40 musikere, som turnerer sammen i forskellige konstellationer – gerne 10-15 bandmedlemmer ad gangen.

Snarky Puppy har to Grammyer under vesten. I 2014 vandt de for bedste R&B indspilning, og senest i 2016 vandt de for albummet SYLVA, skrevet af Mike League indspillet sammen med det 60 mand store Metropole Orkest fra Holland. Grammyen blev givet for bedste ikke-klassiske instrumentalindspilning.

Musikken tager udgangspunkt i jazz, forstået som “delvis improviseret musik”, men låner inspiration fra alle musikgenrer – fra Led Zeppelin til Stravinsky. Mange bandmedlemmer har deres egne projekter ved siden af, og udgiver deres eget materiale på GroundUp, som er Mike Leagues pladeselskab.

Dokumentaren til DR K bliver en time lang, og består hovedsageligt af et interview med Mike League, udvalgte klip fra bandets 13-årige produktion samt afsnit af den omtalte Master Class, som udspillede sig i Amager Bio i Danmark under gruppens sidste besøg i august.

Snarky Puppy afholder ofte Master Classes overalt i verden på både universiteter og konservatorier, og støtter ofte undervisningen af unge musikere – særligt igennem projektet Family Dinner, hvor de inviterer kunstnere fra hele verden til at afprøve nye grænser sammen med dem. Det seneste album, Family Dinner 2 fra 2015, er optaget i New Orleans, med bl.a. David Crosby (fra Crosby, Stills & Nash), samt solister og musikere fra Brasilien, England, Canada, Peru og Sverige. Overskuddet fra den tilhørende DVD er i øvrigt gået til “Roots Foundation”, som hjælper unge musikere i New Orleans på fode efter orkanen Katrina.

Ifølge Kim Rasmussen handler Master Class’en mest om at opleve det at spille sammen som en del af Snarky Puppy, og for de unge musikere at finde deres egen stil og plads i lydbilledet, og virkelig mene det de spiller.

For i Snarky Puppy er samspillet netop det bærende element. Bandet har den helt unikke fordel, at det består af næsten 40 musikere, hvilket vil sige, at der altid findes en afløser til de mange, mange koncerter bandet spiller over hele verden. Hvis den ene trommeslager ikke kan spille koncerter i en periode, fordi han fx er med Justin Timberlake på tour, er der andre trommeslagere, der kan træde til. Dette gælder også keyboard og guitar. Undtagelsen er Mike League og et par andre Snarky Puppy medlemmer, der er med på alle jobs rundt omkring i verden – over 150 om året, bliver det ofte til.

Da de 11 elever satte sig sammen med Mike League og resten af de tilstedeværende Snarky Puppy-medlemmer i Amager Bio, fik de altså muligheden for at spille sammen med nogle af verdens mest intuitive musikere, der har gjort samspil til ikke blot en kunstart men også en passion.

Dokumentaren om Snarky Puppy vil blive vist på DR K søndag d. 5. marts kl. 14.40.